Der var 1800 hypnotisører fra hele verden. Turen var en oplevelse på mange måder.

Vi (Rene og jeg) tog fra Danmark den samme dag, som der var terrorforsøg  i London, så vores udrejse udartede sig til at blive noget af et mareridt. Vi kom fint til Billund og videre til Amsterdam, men her slap heldet op.

Efter at være kommet om bord på flyet sad vi i timer på startbanen og ventede på starttilladelse - en tilladelse, som var meget længe undervejs. Vi var plantet i en sardindåse med meget lidt plads til benene - kaptajnen forsøgte flere gange at sige, at der var nogle sikkerhedsproblemer, men kom i øvrigt ikke nærmere ind på, hvad der foregik. Vi var selvfølgelig noget utålmodige - det var varmt - og jeg vidste, at jeg skulle til et møde i Boston kl. 19…..

På et tidspunkt blev vi alle beordrede ud af flyet. Vi skulle aflevere alt vores håndbagage, men ingen af personalet vidste rigtigt, hvad der skulle ske med den :-(  

Folk havde alt muligt med, computere, kameraer, mobiltelefoner, mad, drikke osv. osv. til at klare den 8 timers tur til “Guds eget land”, men mad og drikke blev ganske enkelt smidt ud.

Vi fik stadig ikke at vide, hvad der foregik, men diskussionen gik på, at hvis nogen skulle have haft en bombe i håndtasken, så var den jo nok allerede gemt i den tid, vi sad i flyet. Da personalet havde fundet ud af, hvad de skulle stille op med alt håndbagagen, fik vi igen lov at komme ombord på flyet og fik efter noget tid starttilladelse.

Flyet var simpelthen booket til den sidste plads, og betjeningen var præget af fortravlede stewardesser. Efter 8 timers flyvning landede vi i Boston - stadig uvidende om årsagen til de mange sikkerhedstiltag. Vi skulle igennem forskellige tjek, bl.a, skulle vi have et “immigrationspas”. Trætte og svedende stod vi igen i kø - først for at få vores bagage. På dette tidspunkt var det ca. 20 timer siden, vi havde forladt Århus. Vores håndbagage, som for manges vekommende indeholdt ret kostbare ting, var bare anbragt på gulvet i to hjørner af ankomsthallen. Men det lykkedes os da at finde vores. Videre til en ny kø, hvor vi skulle afgive fingeraftryk og have stempler i vores pas.

Langt om længe kunne i komme ud i frisk luft. Rene havde bestilt en limousine, der skulle bringe os til hotellet, så vi glædede os voldsomt til at komme til at sidde rigtigt godt. Men vi havde taget glæderne på forskud. Der var ingen limousine til os…….. Der holdt et gammelt hakkebræt af en kassevogn uden affjedring overhovedet…. Men langt om længe kunne vi ringe hjem, hvor vi endelig fik besked om, at man havde stoppet et terrorforsøg i London, hvilket havde medført, at alle internationale lufthavne skulle træffe særlige sikkerhedsforanstaltninger. Det havde været rart, om de havde fortalt os det i stedet for at holde os hen i det uvisse.  

Langt om længe nåede vi dog frem til vores bestemmelsessted - et dejligt hotel med mange faciliteter. Det største problem var dog, at ingen vidste, hvor mit værelse var placeret på hotellet, så efter at være gennet rundt på forskellige etager valgte jeg at gå ned i receptionen og spørge dem til råds - og sandelig lige ved siden af receptionen lå mit værelse - lige ved siden af børnenes legerum……

 Jeg ringede til Rene for at høre, om hans værelse var godt, men fik i stedet for fat på en fremmed person. Det viste sig, at de havde givet det samme værelse til to forskellige - meget organiseret!

Sikken en dag….. Vi sov rimeligt i de nye omgivelser og med mange nye indtryk i bagagen.

Den næste morgen skulle kongressen starte, og vi havde besluttet at være der fra morgenstunden af. Vi spadserede ned til kursuscenteret til stor overraskelse for amerikanerne - det tog ca. 5 minutter, men hvorfor gå, når man har en bil? Efter den foregående dags megen sidden havde vi brug for at røre os bare en lille bitte smule.

Ved ankomsten til kursuscenteret fik vi uddelt vores billetter samt en NGH-taske og et meget stort program. Vi var spændte. Vi deltog i en velkomst, hvor præsidenten for NGH talte. Til en start virkede tingene lidt forvirrende og overvældende, men heldigvis var Svend Steenstrup til stede og hjalp os på vej. Han har jo været der nogle gange og vidste præcist, hvordan tingene skulle håndteres.

I løbet af den første dag var jeg til forskellige seminarer. Nogle var gode, og andre var mindre gode. Det var dog imponerende at opleve, hvordan folk smuttede rundt fra lokale til lokale for at nå at opleve så meget som muligt. Jeg deltog i seminarer om hawaiiansk healing, latterterapi, Ericksoniansk hypnose, hvordan du promoverer din klinik, lyninduktioner, retten til at sig “nej”, sceneshow og mange andre spændende foredrag.

På selve konferencestedet var der lavet en butik, hvor du kunne købe alt muligt - fra healende sten til bøger, dvd’er og videofilm. Der var lidt rabat på de forskellige ting, men alt i alt, tror jeg ikke, der var så meget at spare på de udstillede varer.

Det var også muligt at få massage og zoneterapi i dette lokale, hvilket mange benyttede sig af.

Lørdag var også fyldt med seminarer, og om aftenen var der fest. Der var fælles spisning. Vi sad ved borde med plads til 10 ved hvert, så som I kan regne ud med alle de mennesker, var det en kæmpe stor sal, vi var i. Der blev uddelt priser og diplomer, og alle som er noget ved “musikken” havde deres “medaljer om halsen. Jeg ved ikke, hvem der havde doneret priserne, men kan fortælle, at der var en lampe (gyselig), en træstol (som Shaun i øvrigt fik) og flere andre mere eller mindre smukke genstande.  

Vi forlod dog festen forholdsvist tidligt. Stadig lidt trætte efter flyveturen.

Søndag var der igen seminarer, og igen var det sværeste at skulle vælge fra. Der var rigtig mange spændende emner.

Søndag sidst på eftermiddagen sagde vi farvel til kongresstedet og tog ind til Boston, hvor vi opholdt os i 2 1/2 dag, før vi atter vendte næsen hjemad. Turen hjem gik planlagt.

Og hvor var det godt at være hjemme.